Fortsæt til hovedindholdet
Kirkelige handlinger
Vielser

Vielser

Præsten foretager vielsen på grundlag af en prøvelsesmyndigheds attest om, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt (en såkaldt prøvelsesattest). En prøvelsesattest har typisk gyldighed i fire måneder efter udstedelsen.

Præsten må aldrig foretage vielsen, hvis præsten ved, at ægteskabsbetingelserne ikke er opfyldt, eller hvis der ikke foreligger en prøvelsesattest.

Vielsen foregår som udgangspunkt i kirken. Vielse kan foretages et andet egnet sted end i kirken, hvis brudeparret og præsten er enige om det.

Vielsen skal overværes af mindst to vidner. Vielsen foretages i overensstemmelse med et af de autoriserede ritualer for vielse i folkekirken. Biskoppen kan tillade mindre afvigelser fra ritualerne for vielse (bryllup).

Præsten udsteder en vielsesattest.

Disse præster kan foretage vielse på eget ansvar:

  1. Sognepræster i folkekirken, herunder præster ansat til at betjene institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsråd.
  2. Valgmenighedspræster.

Præster, der kan foretage vielse på eget ansvar, kan bemyndige en i folkekirken præsteviet person til at foretage en vielse. Den pågældende præsteviede person må ikke være udtrådt af folkekirken eller være afskediget af grunde, der gør den pågældende uværdig til at beklæde et præsteembede.

Hvis brudeparret ønsker det, kan der ske lysning af vielsen (eller den kirkelige velsignelse) fra prædikestolen.