Nyhedsbrev august 2024
Til menighedsråd, kirkegårde og provstier i Aalborg, Aarhus og Viborg stifter.
Opdatering af vores udsendte materiale
Juridisk Afdeling foretager efter en fast plan gennemgang af vores udsendte materiale for at sikre, at materialet er i overensstemmelse med gældende lov og praksis. Vi har fx senest opdateret følgende:
- Folderne om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse
- Vejledning om budgetsamråd
- Vejledning om indmeldelse i og medlemskab af folkekirken
- Vejledning om vielse i det fri
I finder vores opdaterede materiale på vores hjemmeside ved at trykke her.
Aktindsigt
Mange menighedsråd har modtaget anmodning om aktindsigt fra journalister før sommerferien. I den forbindelse vil vi gøre jer opmærksomme på, at Juridisk Afdeling gerne vejleder jer generelt om reglerne om aktindsigt og har desuden også vejledninger om, hvordan man træffer afgørelser og om aktindsigt. Vejledningerne finder I her.
Stifternes valg taskforce
I forbindelse med menighedsrådsvalget 2024 har stifterne etableret en valg taskforce, hvor alle stifter er repræsenteret. Vores rådgivning på landsplan bliver ensrettet og rådgivning af jer menighedsråd dermed mere kvalificeret. Vi kan også koordinere vores spørgsmål til By-, Land- og Kirkeministeriet, så vi forventeligt vil få hurtigere svar. Læs mere om taskforce her.
Hvis I har spørgsmål i anledning af valget, skal I dog fortsat kontakte eget stift.
GDPR-adfærdskodeksen
Datatilsynet godkendte den 22. juni 2021 Kirkeministeriets ”Adfærdskodeks for menighedsråds behandling af personoplysninger som led i sognepleje”. Adfærdskodeksen har til formål at opstille klare og konkrete retningslinjer og procedurer for menighedsrådet som dataansvarlig med henblik på at sikre lovlig behandling af personoplysninger inden for menighedsrådets sognepleje. Den skal derfor fungere som et brugbart og effektivt værktøj for de personer, der behandler personoplysninger som led i sognepleje.
Tilslutning til adfærdskodeksen er frivillig, og kodeksen gælder alene for de menighedsråd, der formelt har valgt at tilslutte sig kodeksen. Læs mere om adfærdskodeksen her.